Skal du holde børnefødselsdag, og mangler du underholdning? Så er det en god idé at kigge lidt nærmere på det store udvalg af pinataer du efterhånden kan få i Danmark. De fleste børn elsker denne form for underholdning, og den kan bruges hele året, modsat fastelavnstønden som de færreste ville bruge udover i fastelavnssæsonen.
Er dit barns største ønske at få en pinata til sin fest, så kan du i denne artikel få nogle idéer til hvilke pinataer du skal vælge, og hvordan du kan planlægge hele fødselsdagen udenom festens vigtigste begivenhed – at tæve en pinata.
Pinataen
Pinataen kommer oprindeligt fra Kina, selvom man ikke skulle tro det. Hvor den i dag kommer i alle former og farver, var den i Kina formet som en ko, og indeholdt frø. Når der så blev slået hul på den, og frøene faldt ud, betød det at den kommende høst blev god.
I dag forbindes den mest med Latinamerika – særligt lande som Mexico og Guatemala, og der bliver fremstillet rigtig, rigtig mange af den. Derfor kan man i dag få pinataer til alle anledninger, og kan både købe de helt klassiske, eller for eksempel nogen, der er formet som Disney-prinsesser eller populære dyr.
Pinata-fest
Vil du lade pinataen være festens midtpunkt, så kan du sørge for at tilpasse festens tema til den. Enten kan du holde temafest med for eksempel mexicansk mad, eller du kan lade pinataen bestemme temaet. Hvis du for eksempel falder for en pinata formet som en brandbil, så er det bare med at gøre resten af festen til brandmands-fest. Her kan købes brandmandshatte, og pyntes op med brandbil-blink – du kan endda lave alkoholfri brandbil-drinks!
Hvordan bruger man en pinata?
Når det er tid til den helt store begivenhed, så skal pinataen hænges op. Her skal du tage højde for deltagernes højde, og at der skal være rigeligt plads omkring den. Et godt tip herfra er at hænge pinataen over hovedhøjde for alle deltagerne. Når man slår på den, har man nemlig bind for øjnene, så hvis den svinger tilbage, kan man risikere helt uforvarende at få den i ansigtet.
Når først den er hængt op, handler det bare om at iføre sig bind for øjnene, bat og så at slå løs på den på skift – ganske ligesom en fastelavnstønde. Vil du gøre det ekstra svært, kan du snurre børnene rundt inden de slår ud efter den. Sørg for at komme på betragtelig afstand af battet før de slår!